Styrken ved vores nuværende regering, som jeg ser det, er dens evne til at bruge kompromisets kunst. Sammensætningen af partier lidt til højre og lidt til venstre for midten gør det lettere for politikerne at få mandat til at træffe de svære beslutninger - altså dem, der ikke umiddelbart vinder popularitetskonkurrencer.
Når upopulære, men nødvendige beslutninger skal træffes, kan hver fløj inden for regeringen anerkende vigtigheden af at give plads til hinandens kerneværdier, selvom det indebærer at træde et skridt tilbage på egne mærkesager. Det er med til, at vigtige tiltag kan realiseres, selvom de ikke nødvendigvis giver vælgeropbakningen på kort sigt.
Et eksempel til sammenligning er EU's beslutninger, som ofte anses for upopulære nødvendigheder - f.eks. barsel til mænd for at fremme ligestilling. Politikere herhjemme kan så understøtte dem med en vis distance, selvom de måske i virkeligheden støtter essensen. Som en nuanceret form for politisk manøvrering, der ikke nødvendigvis høster klapsalver her og nu, men som tager ansvar for landets langsigtede velfærd.
Overordnet set mener jeg, at regeringen, på trods af sine mangler, er tålelig. For mig repræsenterer den en fortælling om at træffe svære, upopulære beslutninger for vores fælles relativt bedste.
Disclaimer: Jeg anerkender, at ikke alle deler samme fortælling. Vi har forskellige synspunkter, og gennem åben dialog finder vi fælles grund :)
